Nøgleviden om stålkonstruktioner

1. Stålkonstruktionssystemer har omfattende fordele såsom lav vægt, nem installation, kort byggeperiode, god seismisk ydeevne, hurtigt afkast på investeringen og mindre miljøforurening. De har også god plasticitet og sejhed og god slagfasthed.

2. Ståltyper klassificeres efter tykkelse: tynde plader (tykkelse < 4 mm), mellemplader (4-20 mm) og tykke plader (20-60 mm), med tykkelser større end 60 mm klassificeret som ekstra tykke. Stålbånd er inkluderet i stålpladekategorien.

3. Hvad er forskellen på almindelige bolte og høj-bolte?
Almindelige bolte er generelt lavet af almindeligt kulstofstål og er ikke varme-behandlet. Bolte med høj-styrke er generelt lavet af høj-kvalitets carbon-konstruktionsstål eller legeret konstruktionsstål og kræver hærdningsvarmebehandling for at forbedre deres overordnede mekaniske egenskaber. Høj-bolte er klassificeret i klasse 8.8, 10.9 og 12.9.
Med hensyn til styrkegrad: Høj-bolte bruger almindeligvis to styrkegrader: 8,8S og 10,9S. Almindelige bolte har generelt kvaliteterne 4.4, 4.8, 5.6 og 8.8.
Med hensyn til spændingsegenskaber: Høj-bolte påfører forspænding og overfører ydre kraft gennem friktion. Almindelige bolte overfører forskydningskraft gennem boltskaftets forskydningsmodstand og hulvæggens lejetryk.

4. Klassificeret efter spændingsegenskaber: friktionstype og lejetype
Friktions-type høj-bolte overfører ekstern kraft baseret på friktionen mellem de tilsluttede komponenter. Når forskydningskraften er lig med friktionskraften, er det designgrænsebelastningen af ​​friktions-typen høj-boltforbindelse. På dette tidspunkt vil de forbundne elementer ikke udsættes for relativ glidning, boltskaftet udsættes ikke for forskydning, og bolthulsvæggen udsættes ikke for lejetryk.
Bolte med lejet-type med høj-styrke ligner almindelige bolte. Forskydningskraften kan overstige friktionskraften. På dette tidspunkt vil der forekomme relativ glidning mellem de tilsluttede komponenter, og boltskaftet og hulvæggen vil være i kontakt. Forbindelsen er afhængig af friktion og forskydning og leje af boltskaftet til at overføre kraft.
Leje-type høj-bolte har større deformation og er ikke egnede til forbindelser i strukturer, der direkte bærer dynamiske belastninger.

 

5. Typer af svejseelektroder
Der er omkring et dusin typer: kulstofstålelektroder, lav-legeret stålelektroder, molybdæn- og chrom--molybdænvarme-varmebestandige stålelektroder, lav-temperaturstålelektroder, rustfri stålelektroder, overfladeelektroder, støbejernselektroder, legeringselektroder i støbejern, nikkel- og columinum-, co-luminum- og columinumelektroder aluminiumslegeringselektroder og specialelektroder til-formål.

6. Svejsefejl:
(1) Ufuldstændig gennemtrængning: Lokaliseret mangel på sammensmeltning ved roden af ​​leddet (V- eller U-rille) eller i midten (X-rille) af basismetallet, hvor de stumpe kanter ikke er helt sammensmeltet. Ufuldstændig gennemtrængning reducerer den mekaniske styrke af den svejste samling, hvilket skaber spændingskoncentrationspunkter ved indhak og ender af den ufuldstændige gennemtrængning, hvilket let kan føre til revner, når den svejste del er under belastning.
(2) Mangel på fusion: Lokaliseret ufuldstændig sammensmeltning mellem det faste metal og fyldmetallet (mellem svejsevulsten og basismetallet), eller mellem fyldmetallerne (mellem svejsevulster eller svejselag ved fler-passagesvejsning), eller ufuldstændig fusion mellem basismetallerne under punktsvejsning (modstandssvejsning). Dette er nogle gange ledsaget af slagge indeslutninger.
(3) Porøsitet: Under smeltesvejseprocessen undslipper gasser inde i svejsemetallet eller gasser udefra, der kommer ind i det smeltede bassin, før det smeltede metal afkøles og størkner, hvilket resulterer i hulrum eller porer, der forbliver inde i eller på overfladen af ​​svejsemetallet. Afhængigt af deres form kan de klassificeres i enkeltporer, kædeporer, tætte porer (inklusive bikageporer) osv. Især ved buesvejsning, fordi den metallurgiske proces er meget kort, og det smeltede poolmetal størkner hurtigt, de gasser, der produceres under den metallurgiske proces, de gasser, der absorberes af det flydende metal, der produceres af det flydende metal, eller dekomponeringen af elektricitet, der dannes ved højflux. temperaturer, eller endda den høje luftfugtighed i svejsemiljøet, kan alle føre til dannelse af porer, hvis disse gasser ikke når at slippe ud. Selvom porøsitet ikke forårsager så meget spændingskoncentration som andre defekter, ødelægger den kompaktheden af ​​svejsemetallet og reducerer det effektive tværsnitsareal af svejsningen, hvilket reducerer svejsningens styrke.

7. Ikke-destruktiv testning er en testmetode, der inspicerer overfladen og den indre kvalitet af den inspicerede del uden at beskadige emnet eller råmaterialerne. Almindelige ikke-destruktive testmetoder:
Ultralydstestning: Denne metode udnytter ultralydens evne til at trænge dybt ind i metalmaterialer og den refleksion, der opstår ved grænsefladen, når den passerer fra en sektion til en anden for at inspicere defekter i dele. Når ultralydsstrålen bevæger sig fra overfladen af ​​delen gennem sonden ind i metallet, reflekteres den, når den støder på defekter, og den nederste overflade af delen danner pulsbølgeformer på skærmen. Placeringen og størrelsen af ​​defekterne bestemmes ud fra disse pulsbølgeformer.
Radiografisk testning (røntgenstråler, -stråler): Denne metode bruger stråling til at trænge ind i objekter for at opdage interne defekter.
Magnetisk partikeltestning: Dette er en testmetode, der bruges til at detektere overflade- og {{0}nær overfladefejl i ferromagnetiske materialer. Når emnet er magnetiseret, hvis der er defekter på overfladen, øges den magnetiske modstand ved defekten, hvilket resulterer i magnetisk lækage og dannelsen af ​​et lokalt magnetfelt. Magnetiske partikler viser så formen og placeringen af ​​defekten og bestemmer dermed tilstedeværelsen af ​​defekten.

8. Komponentbehandlingsprocedurer: Forberedelse, opretning, layout, skæring, bukning, hulfremstilling, montering, svejsning, inspektion, rustfjernelse, maling.

9. Metoder til fjernelse af metaloverfladerust omfatter: manuel behandling, mekanisk behandling, kemisk behandling og flammebehandling.
(1) Manuel behandling
Manuel behandling bruger hovedsageligt værktøjer som skovle, stålbørster, sandpapir og knækkede båndsavklinger, afhængig af manuel hammer, skovlning, skrabning, børstning og slibning for at fjerne rust. Dette er en traditionel rustfjernelsesmetode, der anvendes af malere og er den enkleste metode, uden nogen miljømæssige eller konstruktionsmæssige begrænsninger. Men på grund af dens lave effektivitet og effektivitet er den kun egnet til rustfjernelse i små-skala.
(2) Mekanisk rustfjernelsesmetode
Mekanisk rustfjernelse bruger hovedsageligt elektriske og pneumatiske værktøjer til at fjerne rust. Almindeligt brugte elektriske værktøjer omfatter elektriske børster og elektriske slibeskiver; pneumatiske værktøjer omfatter pneumatiske børster. Elektriske og pneumatiske børster bruger rotationen af ​​specialfremstillede cirkulære stålbørster til at fjerne rust eller skæl ved stød og friktion. Denne metode er særlig effektiv til overfladerust, men det er svært at fjerne dybere rustpletter. En elektrisk slibeskive er i bund og grund en håndholdt slibemaskine, der kan bevæges frit i hånden. Den bruger den høje-rotation af slibeskiven til at fjerne rust og er ret effektiv, især til dybere rustpletter. Den tilbyder høj arbejdseffektivitet og god byggekvalitet og er nem at bruge, hvilket gør den til et ideelt rustfjernelsesværktøj. Der skal dog udvises forsigtighed under driften for at undgå slibning gennem metaloverfladen.
(3) Sandblæsning og kugleblæsningsmetode
Sandblæsnings- og kugleblæsningsmetoderne er de samme som dem, der blev brugt til at fjerne gamle malingsfilm i det foregående afsnit.

(4) Flammebehandlingsmetode: Flammebehandlingsmetoden bruger en gassvejsebrænder til at opvarme små, dybe rustpletter, som er svære at fjerne manuelt. Den høje temperatur ændrer den kemiske sammensætning af jernoxidet (rusten), og opnår dermed formålet med rustfjernelse. Ved brug af denne metode skal man være opmærksom på at undgå at brænde gennem metaloverfladen og for at undgå at store områder af overfladen deformeres på grund af varme.
(5) Kemisk behandlingsmetode
Den kemiske behandlingsmetode er i det væsentlige syrebejdsning til rustfjernelse. Den bruger en sur opløsning til at reagere kemisk med metaloxider (rust) og danner salte, der løsner sig fra metaloverfladen. Almindeligvis anvendte sure opløsninger omfatter svovlsyre, saltsyre, salpetersyre og phosphorsyre. Under drift påføres den sure opløsning på det rustne område af metallet, så det kan reagere langsomt med rusten. Efter at rusten er fjernet, skal overfladen skylles med rent vand, neutraliseres med en svag alkalisk opløsning, skylles igen med rent vand, tørres af og derefter tørres for at forhindre hurtig rustdannelse.
Den syre-syltede metaloverflade skal gøres ru eller fosfateres, primært for at øge vedhæftningen mellem metaloverfladen og primeren. Ved fortynding af koncentreret svovlsyre skal svovlsyren langsomt hældes i vandet i beholderen under konstant omrøring. Gør aldrig det modsatte for at undgå at sprøjte svovlsyren og forårsage skade.

10. Fælles løfteudstyr: Portalkran, Tårnkran, Bæltekran, Lastbilkran, Hjulkran, Mastkran, Donkraft, Spil, Hejseværk, Brokran.